Fredag d. 7/7 startede årets sommerferietur med Thy køreselskab. Folk og heste begyndte at ankomme til Salthuset i Østerild kl 15 og frem til aftensmaden. Vi var 19, der spiste sammen fredag aften. Efter maden var vi 5 ekvipager, der kørte en tur i skoven i håbet om at se krondyr, men vi så kun et enkelt rådyr. En god tur på ca 7 km.
Natten igennem blev vi underholdt af den lokale motorcykelklub, som også havde træf hele weekenden lige ved siden af vores lejr.
Lørdag morgen var der fælles morgenkaffe, og kl 10 præcis var 11 vogne,15 heste og 26 personer klar til at køre.
Vi kørte ud til testcentret for vindmøller hvor vi havde fået lov til at komme ind og køre helt tæt på de gigantiske møller. Derefter gik turen videre til Hjardemål Klit-camping, hvor frokosten blev indtaget og hestene fik et velfortjent hvil.
Efter frokosten gik turen retur til lejren igennem en fantastisk natur. Vi kørte alle ca. 25 km på nær Lise og Knud, som har for vane at blive væk, og denne gang endte deres udflugt så i Thy-lejren. ( de blev ikke væk - deres ponyer blev trætte).
Lørdag aften var vi 33 personer til fællesspisning og hygge.
Søndag
morgen var der igen fælles morgenkaffe, inden folk og heste vendte mulerne hjem igen.
Helt igennem en fantastisk tur.
Mai-Britt Lisbygd Jensen